Sådan foregår en udstilling

Sådan foregår udstillingen / bedømmelserne

 

 
1. Sådan foregår bedømmelserne på en KSS-udstilling
2. KSS Juniorchampion, klubchampion og Veteranchampion
3. KSS racevinder
4. ToyWinner
5. Regler for Barn & Hund samt Juniorhandling I KSS
6. Årskonkurrencer
7. Regler omkring deltagelse med en stand på klubbens udstillinger.

 

1:
Hundene bedømmes racevis, og grundlaget for bedømmelsen er racens standard, hvor racens udseende og karaktertræk er beskrevet.
Babyer og hvalpe af begge køn bedømmes først. Derefter bedømmes hannerne og så tæverne i klasser efter alder og tidligere opnåede championater. De to køn mødes først i konkurrencen “Bedst i racen (BIR)”.

Babyklassen (uofficiel klasse) er for hunde fra 3-6 måneder.
Hvalpeklassen (uofficiel klasse) er for hunde fra 6-9 måneder.
Juniorklassen er for hunde fra 9-18 måneder.
Mellemklassen er for hunde fra 15-24 måneder.
Åben klasse er for hunde, der er mindst 15 måneder.
Championklassen Hunde, der har opnået dansk championat, skal tilmeldes i denne klasse eller i veteranklasse. I championklassen er minimumsalderen 15 måneder.
Veteranklassen er for hunde over 8 år. Hunde, der har opnået dansk championat, skal tilmeldes i denne klasse eller i championklasse.

Der konkurreres derudover også i

barn og hund og juniorhandling, hvor unge i alderen 6-17 år dyster om at være bedst til at fremvise hunden, i
avlsklasse, hvor en han eller tæve stiller med 4 stk. afkom, samt i
opdrætsklasse, hvor hundene stiller i grupper af 4 stk. hunde af samme race fra samme opdrætter.

Hundene bliver bedømt i rækkefølge efter katalognummer.
For hver enkelt hund foretages først en kvalitetsbedømmelse. 

Præmieringsgraderne defineres på følgende måde:

EXCELLENT (fortrinlig/certifikatkvalitet) tildeles en hund, som kommer meget tæt på den ideelle standard for racen (championkvalitet), som fremvises i fortrinlig kondition, har et harmonisk, velafbalanceret temperament og er af høj klasse. Hundens fremragende racemæssige egenskaber tillader, at ubetydelige fejl kan ignoreres. Hunden skal have tydeligt kønspræg.

VERY GOOD (meget god) tildeles en hund, som besidder sin races typiske træk, som har velafbalancerede proportioner og er i god kondition. Mindre fejl kan tolereres, men ingen væsentlige anatomiske fejl. Denne præmiering kan kun gives til hunde af høj kvalitet.

GOOD (god) tildeles en hund, som er racetypisk, men har tydelige fejl i forhold til racens standard.

SUFFICIENT (tilstrækkelig) tildeles en hund, som svarer tilstrækkeligt til racens standard dog uden at besidde de generelt ønskede egenskaber, eller hvis fysiske tilstand er mangelfuld.

DISQUALIFIED (diskvalificeret) tildeles en hund, som ikke svarer til typen beskrevet i racens standard; som udviser en opførsel, der ikke lever op til standarden eller som opfører sig aggressivt; som har testikelabnormiteter; som har graverende tandfejl eller kæbeuregelmæssigheder; som er ukorrekt i farve eller pels eller klart viser tegn på albinisme. Denne betegnelse skal også tildeles en hund, der er behæftet med en fejl, som kan være til skade for dens helbred. Betegnelsen gives endvidere til hunde, der har diskvalificerende fejl i forhold til racens standard.

Hunde, som ikke kan tildeles en af ovennævnte præmieringer, tildeles:

CANNOT BE JUDGED (kan ikke bedømmes): Denne vurdering bør gives til enhver hund, som ikke bevæger sig, konstant hopper op og ned af sin fører eller forsøger at komme ud af ringen, gør det umuligt at vurdere gangart og bevægelse eller konstant undviger at blive undersøgt af dommeren og gør det umuligt at se tænderne, anatomi og struktur, hale eller testikler. Denne vurdering gives også, hvis spor fra operationer eller behandling kan observeres, hvilket kunne lade til at indikere, at udstilleren ønsker at skjule en fejl for dommeren.

Det samme gælder, hvis dommeren har tilstrækkelig grund til at formode, at der er foretaget en operation for at korrigere oprindelige tilstande eller træk (f.eks. øjenlåg, øre eller hale). Begrundelsen for, at hunden gives et ”kan ikke bedømmes” skal anføres på kritikken.

Dommeren kan fratage en hund tildelte præmieringer, hvis hunden viser sig aggressiv eller udviser anden uønsket adfærd. Hunden tildeles i så fald præmieringsgraden DISQUALIFIED. Det skal angives tydeligt på kritik og præmieliste, at hunden er blevet diskvalificeret på grund af temperament. Inden for hver klasse deltager hundene fra den bedste kvalitetsgruppe (excellent) i konkurrencebedømmelser, hvor de bedste placeres som 1., 2., 3. og 4. vinder og modtager henholdsvis et rødt, blåt, gult eller grønt bånd.  De hunde, der i de officielle klasser, af dommeren, tildeles CK , går videre til den næste konkurrence . Bedste Han 1-4 eller Bedste Tæve 1-4.Under bedømmelsesforløbet uddeles der certifikat  CAC (rødt/hvidt bånd) , som er et trin på vejen til det danske championat. Hunde, der allerede er dansk champion, kan ikke tildeles certifikat til det danske championat uanset hvilken klasse de er tilmeldt i. Trin for trin skrider bedømmelsen frem, til man når hen til konkurrencen om at blive “Bedst i racen” (BIR) (rød/gul roset) og “Bedst i modsat køn” (BIM) (hvid/grøn roset), hvor der kun er 2 hunde tilbage.

De hunde, der bliver Bedste Baby i racen, Bedste Hvalp i racen, Bedste Junior i racen, Bedste Veteran i racen, Bedste opdrætsklasse i racen, Bedste avlsklasse i racen, BIM & BIR går videre til finalerne i store ring, hvor hunde fra alle klubbens racer mødes. Store ring starter normalt med Barn og hund og Juniorhandling konkurrencerne og afsluttes med BIR hundene i konkurrencen om “Best in Show” (BIS), hvor udstillingens bedste hund kåres.

Vi henviser endvidere til DKK’s reglement for udstillinger og skuer for mere detaljerede oplysninger om bedømmelsesforløbet.

--------------------------------------------------------------

2

Regler for opnåelse af titlerne: KSS Juniorchampion, KSS klubchampion og KSS Veteranchampion


Indsigelser mod uddelte og/eller ikke-uddelte certifikater skal ske på selve udstillingen.

Junior champion
bedste junior/ han og tæve, der har opnået excellent med CK og som ikke allerede har opnået titlen, får tildelt et junior klubcertifikat.   Man skal vinde  3 junior certifikater for at opnå titlen.
Juniorcertifikatet uddeles i klassen.
For at få titlen bekræftes, skal hundeejeren være medlem I KSS.

Veteran champion
bedste veteran han og tæve, der har opnået excellent med CK og som ikke allerede har opnået titlen, får tildelt veteran klubcertifikat.  Man skal vinde 4 veteran certifikater for at opnå titlen.
Veterancertifikatet uddeles i klassen.
For at få titlen bekræftes, skal hundeejeren være medlem i KSS.

Klubchampion
Bedste danske champion, der har opnået excellent med CK og som ikke allerede har opnået titlen Dansk Klubchampion, får tildelt klubcertifikatet. Man skal vinde 4 klubcertifikater for at opnå titlen.
Certifikatet uddeles i bedst i køn klassen.
Såfremt ingen i BIK er berettiget til at modtage klub certificatet, kan det tildeles hunde ud over de 4 placerede.
For at få titlen bekræftet, skal hundeejeren være medlem i KSS

Når de 4 certifikater er vundet, skal titlen bekræftes af KSS/formanden.
Ejeren modtager derefter et diplom og en roset mod betaling af 150 kr.

Henvendelse om udstedelse af diplom skal ske på udstillingen.

Titlen registreres af hundens ejer hos Dansk Kennel Klub.

--------------------------------------------------------------

3

KSS Racevinder

Indenfor hver enkelt race findes hvert år den mest vindende hund på KSS`s udstillinger.

BIR giver 5 point
BIM giver 3 point

Ved pointlighed har den hund vundet, der har deltaget på færrest antal udstillinger.
Er der stadig pointlighed, har den hund vundet, der har vundet over flest tilmeldte hunde i racen (samtlige katalognumre).
Er der stadig pointlighed, har den hund vundet, der har vundet på udstillinger med fleste tilmeldte hunde (alle klubbens  racer)
Der gives kun point til hunde ejet af medlemmer i KSS (dvs. at den person i husstanden, som er medlem af klubben, skal også stå som ejer af hunden på tidspunktet for tilmeldingen til den pågældende udstilling).
Klubben  fører dette regnskab.
Vinderen vil få et diplom udleveret på den første udstilling året efter i forbindelse med en raceparade.
Vinderen skal selv registrere titlen hos DKK
Vinderen kan få et foto af hunden på klubbens hjemmeside og i Lille Hund/februar-udgaven det følgende år.

Resultaterne offentliggøres på klubbens hjemmeside umiddelbart efter årets sidste udstilling.
Eventuel indsigelse imod resultatet skal være klubben i hænde senest 1. marts.

--------------------------------------------------------------

4

ToyWinner


En gang om året afholder Klubben for Små Selskabshunde en udstilling, hvor der kan vindes en titel: ToyWinner med årstal bagefter.
Titlerne uddeles til følgende:

Toy Winner 2023 - forkortet KLBTW23 (til bedste han/tæve fra mellem/åben eller championklassen med CK)
Junior Toy Winner 2023 - forkortet KLBJTW23 (til bedste junior han/tæve med CK)
Veteran Toy Winner 2023 - forkortet KLBVTW23 (til bedste veteran han/tæve med CK)
Ovennævnte titler kan registreres i DKK af hundeejeren

Derududover er der følgende titler at vinde, som ikke kan registreres i DKK:
Baby Toy Winner 2023: bedste babyhan og bedste babytæve med SL
Hvalpe Toy Winner 2023: bedste hanhvalp og bedste tævehvalp med SL
Man vil kunne se under “Udstillinger”, hvor og hvornår titlen kan vindes
 

5

Regler for deltagelse i Barn & Hund samt juniorhandling:

I DKK`s udstillingsregler for juniorhandling står der:
Der kan kun anmeldes med stambogsførte hunde, der opfylder betingelserne for at kunne deltage på DKK’s udstillinger og har opnået juniorklassealderen. Dvs. at hunden skal bl.a. enten være tilmeldt til udstillingen eller udenfor bedømmelse. Der må jfr. udstillingsreglerne ikke opholde sig hunde på udstillingsområdet, som ikke er tilmeldt udstillingen.
Det er forældrenes pligt at sørge for, at deres børn kan overholde reglerne.
Tilmelding på dagen.
Pris: 25 kr. pr deltager

--------------------------------------------------------------

6

Årskonkurrencer:

Der afholdes hver år årskonkurrencer over de mest vindende hunde indenfor følgende klasser

Barn & Hund
Juniorhandler
Babyhvalp/Hvalp
Junior
Veteran
Opdrætsklasse
Avlsklasse
BIM-hund
Best in Show

Vinderne kåres på året sidste udstilling efter de afsluttende konkurrencer.

Kun medlemmer i KSS kan optjene point. Såfremt en hunde-ejer ikke er medlem, bortfalder pointene og gives således ikke videre.
Medlemskab er gyldig, såfremt man er indmeldt på dagen.

Rosetter og præmier eftersendes ikke.

Vinderne af ovenstående konkurrencer får tilsendt et flot diplom

 

--------------------------------------------------------------

7

Regler omkring deltagelse med en stand på klubbens udstillinger.

For at kunne deltage på klubbens udstillinger med en stand, skal der ansøges formanden for det siddende udstillingsudvalg om tilladelse. Der skal betales den gældende dagspris, som er fastsat af klubben.

Det er ikke tilladt at sælge forskellige produkter på klubbens udstillinger uden en standplads – dette gælder på hele området, som er lejet af KSS.
Såfremt man fotograferer på klubbens udstilling med videresalg for øje, skal der betales almindelig standleje.

Såfremt disse regler ikke overholdes, kan vedkommende uden varsel blive bortvist og udelukket fra at udstille sine hunde på denne og fremtidige udstillinger.

Klubben er underlagt loven for Told og Skat.
Vi kan risikere uanmeldt tilsyn på alle klubbens udstillinger.
Derfor ønsker vi orden i egne rækker.

 
dkk fci agria drclauders