Om racen

Beskrivelsen:

Bichon Frisé har ligesom de øvrige bichconer (Malteser, Bologneser og Bichon Havanais) sin oprindelse i Middelhavsområdet. Bichon Frisé kan dateres så langt tilbage som 230 f.kr. Man ved, at de var meget populære i det gamle Ægypten, blandt andet ved Dronning Cleopatras hof. Der findes sarkofager fra den tid, hvor Bichon Frisé er afbildet.

 

Hos 1700-talsmalere som Francisco Goya og sir Joshua Reynolds og på malerier fra Napoleonstiden ses ofte en lille hvid hund, en Bichon Frisé. Den har fornøjet konger, dronninger og malere, men også gadehandlere og gøglere. Efter Første Verdenskrig etableredes et fransk-belgisk avlsarbejde, der skabte den kloge, kærlige, vagtsomme og stærke bichon, vi kender i dag, hvor racen er udbredt i hele verden.

 

Racen kom til Danmark i 1978 og er langsomt, men sikkert, ved at erobre en plads i hundeverdenen herhjemme.

 

Bichon Frisé er en munter lille charmetrold, som skal fremstå rektangulær (den skal være længere end sin højde). Skulderhøjden er 25-29 cm, men hanner må være op til 30 cm og tæver ned til 23 cm. Øjnene og næsen skal være sorte og ligne 3 stykker kul placeret i en sky af kridhvid pels. Halen bæres i en smuk bue over ryggen, og bichonen viser sit glade væsen ved, at halen næsten aldrig ligger stille.

 

Pelsen skal plejes ved børstning et par gange om ugen eller oftere, specielt i ”teenage-perioden”, hvor pelsen gradvist får en mere voksen struktur. Den skal bades jævnligt og klippes 3-4 gange årligt. Hovedet klippes rundt, mens halen aldrig klippes. Pelsen er ikke så overvældende stor, at det bliver uoverkommeligt at holde den, og det er et stort plus, at en Bichon Frisé ikke fælder.

 

Bichon Frisé tilpasser sig familiens aktivitetsniveau og egner sig derfor både til ældre og børnefamilier. Ligeledes trives den i hus såvel som lejlighed. Den elsker at være midtpunkt, men omgås børn og voksne med rolig værdighed. Det er en meget legesyg race, og der er næsten ingen grænser for de kunster, den kan lære i samspillet mellem eksempelvis barn og hund. Bichon Frisé er en ægte selskabshund, der ikke egner sig til at være alene hjemme i mange timer hver dag.