Nyheder DKK

 

Vil du være mentalbeskriver i DKK

af DKK, 19. juni 2017

Hvis du vil være mentalbeskriver i DKK - så er det nu! Dansk Kennel Klub uddanner mentalbeskrivere i efteråret 2017 og foråret 2018.

Se kursus beskrivelsen og anden info her

Kom med i Tivoli Friheden i Århus lørdag den 10. juni 2017

af DKK, 2. februar 2017

(Invitation til Hundens Dag i Tivoli i København den 10. sept. kommer senere på året)

Uformelt og hyggeligt

Hundens Dag er blevet en hyggelig tradition. Mange har fundet ud af, at det er en god lejlighed til at mødes med racefæller, hundevenner og til at vise sin race frem for havens andre gæster. De fleste mødes ved raceparadens start og følges ad med deres racefæller gennem haven. Jo flere af samme race, jo flottere ser det ud.

Hvad skal der ske på dagen?
Dagens program starter med en raceparade gennem haven, hvor hundene går inddelt i grupper. Der er en officiel racerepræsentant for hver race, men alle fremmødte hunde er velkomne til at gå med i paraden.

Efter raceparaden samles alle foran scenen, hvor der er ca. en times hunde-underholdning på scenen.

Top Dogs – Hunde af regenter og præsidenter
Temaet for showet på scenen er i år ”Top Dogs – Hunde af regenter og præsidenter verden over”. DKK’s adfærdskonsulent Lise Lotte Christensen vil tage publikum en tur med ned af ”memory lane” hvor vi mindes alle de fantastiske hunde, der nu og gennem tiderne har siddet side om side med regenter og præsidenter verden over.

Deltag i raceparaden
Der er en officiel repræsentant for hver race, som får en gratis entrebillet til Tivoli Friheden.
Stiller I som klub med flere hunde af samme race, er alle velkomne til at gå med i paraden.

Tilmelding
Tilmelding foregår til e-mail events@dkk.dk inden 17. marts 2017.  Efter 17. marts 2017 åbner vi for tilmelding fra øvrige medlemmer på de racer vi ikke har modtaget tilmeldinger fra via specialklubber.

 Vil I hjælpe med at sprede budskabet?
Vi har brug for jeres hjælp til at få så mange forskellige racer med som muligt. I må meget gerne dele budskabet på jeres hjemmeside, i klubblade og lign.

Hvem kan deltage?
Eneste krav for at deltage er, at din hund har en DKK-stamtavle, at den ikke er øre- og halekuperet (undtaget fra halekuperingsforbuddet er vizsla, weimeraner, breton, korthåret hønsehund og ruhåret hønsehund), samt at den kan gå i paraden med andre hunde af begge køn.

Vi skal gøre opmærksom på, at hunde af racer, der fremgår af Hundelovens liste over forbudte racer, skal opfylde kravene iht. lovgivningen for at deltage i raceparaden.

Vi efterlyser fotos af gode løsninger til hundehold

af DKK, 4. oktober 2016

Vi har lagt dette opslag op på DKKs Facebook:

https://www.facebook.com/DanskKennelKlub/

HJÆLP HASTER! Vi efterlyser fotos af gode løsninger til hundehold. Vi er ved at lave en inspirationsguide som kan hjælpe hundeejere med både store og små hundehold til gode løsninger til hundehold. Vi mangler fotos af følgende: Hvalpekasser/fødekasser, høje babygates til opdeling af hunde, hvalpegård med sjov indretning, hundesenge, hævede liggelejer ude og inde (koldt gulv), vindfang, hundelem/dør, hundehuse (gerne flere varianter), hundegårde, underlag i hundegård (fliser, sten, grus mm), beplantning i hundegård, skygge læ/muligheder, overdækkede hundegårde, varmekilder/varmelampe over hunde, vandskåle, drikkekar, hvalpe/hunde aktivering (både ind og ude), miljøberigelse i løbegårde/have osv.
Hvis vi må bruge dine fotos, så send dem til post@dkk.dk - skriv "hundehold fotos" i emnefeltet. Skriv gerne i mailen, hvad I har brugt af materialer eller andet særligt vi skal lægge mærke til. Hvis vi bruger dit foto i guiden, så belønner vi dig med kr. 50,- pr billede til DKKs shop. Vi håber at I vil dele jeres gode indretningsideer med os. Vi glæder os til at se en masse billeder :-)

Deadline for fotos er onsdag den 10. oktober 2016

Hvis I/jeres opdrættere – eller nogen I kender - har fotos vi kan bruge, så send dem gerne til os.

Månedens hund

af DKK, 4. maj 2016

Tibetansk Spaniel er månedens hund på www.købhund.dk

Hundens dag 4. juni 2016

af Jens Glavind, adm. dir. DKK, 13. april 2016



Lørdag den 4. juni er erklæret national HUNDENS DAG af Dansk Kennel Klub. Det er dagen, hvor engagerede hundeejere kan mødes og potentielle hundeejere kan opleve, hvad det vil sige at have en hund.

På Hundens Dag vil der være arrangementer over hele landet. Og som opdrætter kan du nemt oprette dit eget arrangement og deltage i begivenhederne. Vi vil rigtig gerne have mange arrangementer, så vi håber du vil deltage.

Sådan gør du:

1) Få overblik over alle arrangementer på Hundens Dag den 4. juni

Gå ind på www.hundensdag2016.dk. Her finder du en oversigt over alle de arrangementer, som finder sted 4. juni. Listen med arrangementer vil løbende blive opdateret med nye arrangementer.

Du kan læse mere om formålet med hundens dag her: www.hundensdag2016.dk/om-hundens-dag

2) Planlæg dit eget arrangement
Hvis du vil deltage i Hundens Dag, vil vi opfordre dig til at oprette dit eget arrangement. Det er op til dig, hvad der skal foregå – her er et par forslag, som du kan lade dig inspirere af:

Planlæg f.eks. en fælles hunde-gå-tur med ”gamle” hvalpekøbere - og invitér potentielle hvalpekøbere med, så de kan opleve de voksne hunde og blive klogere på deres egenskaber og behov.

Du kan også åbne dørene til dit hjem og kennel og byde på kaffe og et stykke kage hjemme hos dig selv. Arrangementets indhold og form kan du selv vælge.

Vi har vedhæftet et forslag til en invitation, som du kan benytte.

3) Send invitationen

Åben det vedhæftede forslag til en invitation, og lav din egen invitation. Send invitationen til alle, du godt kunne tænke dig at invitere. Send også din invitation til Dansk Kennel Klub (chki@dkk.dk), så vi kan hjælpe med at skabe overblik over alle arrangementerne på Hundens Dag.

4) Opret dit arrangement på hundensdag2016.dk
Klik dig ind på hundensdag2016.dk/tilmeld-dit-arrangement og udfyld tilmeldingsformularen. Så sørger vi for, at dit arrangement bliver vist i oversigten på hundensdag2016.dk.

5) Fortæl om dit arrangement på Facebook og egen hjemmeside
Hvis din kennel har en hjemmeside, er det oplagt at fortælle om arrangementet der. Hvis du benytter Facebook, vil vi foreslå, at du også laver et opslag med omtale af dit arrangement der.

Materiale til uddeling
Hvis du stabler et arrangement på benene, vil du modtage en ”pakke” med informationsmateriale, som du kan benytte til uddeling på Hundens Dag. I pakken er der en guide til hundekøb, en oversigt over fordelene ved at købe hund af en opdrætter i Dansk Kennel Klub samt en folder om hjemmesiden Købhund.dk.

Kontakt os
Vi håber, at du vil deltage i Hundens Dag – allerhelst med dit eget arrangement. Lad os gøre Hundens Dag til en stor festdag.

Giv også gerne besked med det samme, hvis du ønsker at oprette et arrangement på Hundens Dag. Kontakt os på chki@dkk.dk. Dit arrangement skal være oprettet senest 30. april 2016.

Er du i tvivl om noget, er du velkommen til at kontakte: Christina Kiil på tlf. 56 18 81 47.

Viden på bordet

af DKK, 16. marts 2016

Sørg allerede nu for at sætte kryds i kalenderen lørdag den 9. april 2016. Her inviterer DKK endnu en gang specialklubber, opdrættere, forskere, dyrlæger og alle andre med interesse i hundesundhed til ”Viden på bordet”. Det er 6. gang, DKK afholder dette arrangement, og indholdet fra Viden på bordet 2004, 2006, 2009, 2011 og 2014 kan findes på DKK’s hjemmeside.

Programmet for dette års Viden på bordet indeholder traditionen tro præsentationer af nogle af de projekter, som DKK har valgt at støtte økonomisk over de sidste par år. Denne støtte har givet flere veterinære specialestuderende mulighed for at lave nogle spændende projekter, de ellers ikke ville have kunnet gennemføre. Der bliver bl.a. foredrag om evalueringen af en ny DNA-test for HD, om distichiasis (ekstra øjenhår) hos spaniels og om inflammatoriske hjernesygdomme. Desuden kommer Peter Sandøe og fortæller, hvad det er, der får os til at knytte os til vores hunde.

Viden på bordet 2016 afholdes på Veterinærsygeplejerskeskolen Hansenberg, Organia, Vranderupvej 90, 6000 Kolding fra kl. 10.00-16.30.

DKK har de tidligere år tilbudt en gratis plads pr. specialklub/kreds, men denne procedure bliver ændret i år. Fra i år skal alle deltagere betale, men til gengæld er al forplejning inkluderet i prisen i modsætning til tidligere. Deltagelse koster 350 kr. for DKK-medlemmer, 500 kr. for ikke-medlemmer og 150 kr. for dyrlæge- eller veterinærsygeplejerskestuderende.

Tilmelding til Viden på bordet sker på www.hundeweb.dk

Nyhedsbrev

af DKK, 15. marts 2016

Hermed lidt nyheder fra Dansk Kennel Klubs administration i forårshumør – nu er udstillingssæsonen sparket i gang med manér, og lige om lidt starter træningssæsonen også rigtigt op, så her er primært lidt gode nyheder til dem, der administrerer klubsystemet i Hundeweb.

Log-in
Der er nu mulighed for at lave log-in udelukkende til et enkelt arrangement/kursus eller træningshold – så man derfor ikke får adgang til hele klubsystemet. (Se den vedhæftede fil ”Opret adgang” for vejledning).

Oplysninger om hunde
Vi har implementeret en mulighed for at påføre diverse oplysninger om hunde ved tilmelding til træning. (Se den vedhæftede fil ”arrangement” for vejledning).

Update
Update for specialklubberne vil fremadrettet indeholde alle oplysninger om de racer, der tilhører klubben – herunder også resultater, som er opnået i andre klubber.

Udstillingskritikker for avls- og opdrætsklasser
Avls- og Opdrætskritikker kan nu også udskrives via Udstillingssystemet – på lige fod med andre eksteriørkritikker (udskrives fra samme menu i systemet som sidstnævnte)

Betalingsfil
Betalingsfilen på prøver, udstillinger samt arrangementer kan nu også trækkes som en excelfil.

Kontaktinformation

Der kan indtastes kontaktinformation på prøver som på udstillinger. Disse kontaktinformationer vil fremgå på kvitteringerne, når der tilmeldes.

SMS-telefonnummer
SMS-telefonnummer er kommet med på hurtigreg. i udstillingssystemet.

Der er en hel del sikkerhed ”gemt bag” et par af ovenstående punkter, som kan give problemer for især klubber og kredse. Vores hårdtarbejdende IT-afdeling mener og tror dog på, at de har fået gennemtestet og afprøvet alle funktioner, som bestod til UG, men skulle der opstå udfordringer, skriver/ringer I bare til Laila Lehmann, email: lale@dkk.dk - direkte tlf.: 56 18 81 03.

Kollektive øjenundersøgelser 2016

af Formand - 31. december 2015

Inden øjenundersøgelsen kan finde sted, skal der købes en rekvisition på Dansk Kennel Klubs hjemmeside.Rekvisitionen medbringes til øjenpaneldyrlægen, som efter øjenundersøgelsen sørger for registrering af resultatet på hundeweb.

Se oversigt over undersøgelsesstederne her

Hundesprog - informationsfilm på Youtube

af Lise Lotte Christensen, DKK - 5. oktober 2015.

I Dansk Kennel Klub er vi netop blevet færdige med nogle nye informationsfilm om hunden og dens sprog - filmene har vi kaldt "Hundesprog". Der er i alt 5 film - en intro samt flere film om socialisering, hundesprog, hundemøder og gode råd til hundemøder.

DKK har gjort dem gratis tilgængelige på www.Youtube.com således at I - og alle vores medlemmer og andre interesserede - kan få gavn af dem. I må meget gerne omtale filmene og dele dem på hjemmesider, Facebook sider og andre steder, I tænker at de kunne gøre gavn. Vi vil jo gerne have at flest mulige hundeinteresserede får kendskab til dem. De 5 film er blevet til med tilskud fra Dyrevelfærdspuljen.

I kan finde alle filmene på www.youtube.com og ved at søge på "Hundesprog".
For at gøre det let for jer, har vi lavet link til filmene her:

https://www.youtube.com/watch?v=3xw7DZk6-Q4

https://www.youtube.com/watch?v=pRLujvAVqvM
https://www.youtube.com/watch?v=w8NMLZLF8aE
https://www.youtube.com/watch?v=mvecs5uslVU
https://www.youtube.com/watch?v=zhSsrxELHc4

Vi håber at I, alle jeres medlemmer - og ikke mindst hundene - får glæde af filmene.

Efterlysning af dygtige hunde og hundeejere til TV-program

af Lise Lotte Christensen DKK - 8. maj 2015

Kan du og din hund noget særligt?

Så kan det være, at det kan blive en del af TV2s nye store underholdnings program "Hvem sagde VUF", som sendes i bedste sendetid.
Værten er Felix Smith.

Skriv en mail og forklar hvad I kan og/eller send en lille film til: hvemsagdevuf@tv2.dk

Se mere her: https://www.facebook.com/tv2.danmark/videos/372706689590941/

Ringpersonale uddannelse

af Jette Nielsen DKK - 20. marts 2015

DKK har nu fastsat datoerne for ringpersonaleuddannelse i 2015. Der afholdes 2 kurser: Et på Sjælland og et i Jylland.

Link til tilmelding kommer her:

Kursus på Sjælland: 11. og 12. april 2015
Link til tilmelding: http://www.hundeweb.dk/dkk/public/openPage/arrangement/arrangement.html?arrangementId=270

Kursus i Jylland: 24. og 25. oktober 2015
Link til tilmelding: http://www.hundeweb.dk/dkk/public/openPage/arrangement/arrangement.html?arrangementId=271

Yderligere oplysninger kan hentes på DKK’s hjemmeside. Link: http://www.dkk.dk/side.asp?ID=11798

Hundens dag i Tivoli Friheden

af DKK, 25. februar 2015

Uformelt og hyggeligt
Hundens Dag er blevet en tradition. Mange har fundet ud af, at det er en god lejlighed til at mødes med racefæller og til at vise sin race frem for havens andre gæster. De fleste mødes ved raceparadens start og følges ad med deres racefæller gennem haven. Jo flere af samme race, jo flottere ser det ud.

Fra Ækvator til polerne
Efter raceparaden samles man en times tid foran scenen, hvor DKK’s adfærdskonsulent, Lise Lotte Christensen, er vært og præsenterer årets tema og de øvrige indslag på scenen.
Temaet er i år hunde fra Ækvator til polerne – altså med fokus på, under hvor forskellige himmelstrøg og livsvilkår vore racer har fundet deres form.

Udklædning og flotte præmier
Vi beder om specialklubbernes hjælp ved at stille med nogle bestemte racer til illustration af temaet.
Men alle kan være med, og nogle kommer på scenen. Det kræver dog, at man har klædt sig ud, så man tydeligt illustrerer, hvor i verden ens race stammer fra.
Der er flotte præmier til vinderne. Så det er nu ens kreativitet skal sættes i gang.

Repræsenter din race i raceparaden
Alle flinke hunde er som sagt velkomne til at gå med i paraden, og man kan bare møde op på dagen. Paraden begynder kl. 13 og varer ca. 20 minutter. Men vi vil gerne sikre os, at der er en officiel repræsentant for flest muligt forskellige racer. Denne repræsentant vil få udleveret et skilt med racens navn til at bære om halsen (af hensyn til publikum). Disse officielle repræsentanter modtager en gratis adgangsbillet til Tivoli Friheden.
Tilmelding foretages fra den 1. april efter ”først til mølle” princippet på DKK’s hjemmeside www.dkk.dk. Skriv Tivoli Friheden 2015 i søgefeltet.
Eneste krav er, at din hund har en DKK-stamtavle, at den ikke er øre- og halekuperet (undtaget fra halekuperingsforbuddet er vizsla, weimeraner, breton, korthåret hønsehund og ruhåret hønsehund), samt at den kan gå i paraden med andre hunde af begge køn. Vi skal gøre opmærksom på, at hunde af racer, der fremgår af Hundelovens liste over forbudte racer, skal opfylde kravene iht. lovgivningen for at deltage i raceparaden.
Hvis du bliver den officielle racerepræsentant, vil du ca. en uge før arrangementet få tilsendt din billet. Den gratis adgangsbillet gælder for 1 person med hund.
Bemærk!! Der vil i år IKKE være præsentation af samtlige racer på scenen, men alene af de hunde, der deltager i årets temaopvisning. Disse hunde findes særskilt af specialklubben.

Vi håber at kunne vise rigtig mange forskellige racer til glæde for publikum, så kom og vær med.

Herudover er der tre ting (N.B. BEMÆRK 3 DEADLINES), som vi gerne vil bede om jeres hjælp til:

1. Fra Ækvator til polerne
Vi vil gerne kunne vise hunde af nedenstående racer på scenen. Hvis der er klubber, som har gode tilføjelser til racer i de små kategorier, så er I velkomne til at supplere med kontaktoplysninger på sådanne.

Afrika / Mellemøsten
Basenji
Rhodesian ridgeback
Saluki
Afghansk mynde
Tibetansk mastiff

Europa
Broholmer
Grand danois
Labrador retriever
Schæferhund
Gammel dansk hønsehund
Gravhund
Jack russell terrier
Berner sennenhund
Cavalier King charles

Østen
Chow chow
Pekingeser eller tibetansk spaniel
Akita
Shiba
Lhasa apso
Shih tzu

Australien
Australsk kelpi
Australsk cattledog
Australsk terrier

Nord-, Syd- og Mellemamerika
Alaskan malamute
Samojedhund
Siberian husky
Chihuahua
Mexikansk hårløs
Bichon havanais

Hundeføreren må meget gerne være udklædt, så han/hun illustrerer, hvor racen kommer fra/hvad man har brugt den til. Også her vil vi meget gerne have kontaktoplysninger senest den 15. marts.

2. Raceparaden
Hvis klubben ønsker at have indflydelse på hvilken hund, der skal bære racens navneskilt i raceparaden, skal tilmelding af den pågældende hund og ejer være os i hænde senest 1. april 2015.Husk at oplyse: race, navn på ejer, postadresse (så vi kan sende adgangsbillet), mailadresse og telefonnummer.

Efter den 1. april vil invitationen blive offentliggjort på DKK’s hjemmeside og Facebookprofil samt i juni-nummeret af HUNDEN, og tilmelding vil foregå efter ’først til mølle’ princippet.

3. Dygtig til tricks?
Har I i klubben en hundeejer – barn, ung eller voksen – som er rigtig dygtig til at lave træningstricks med sin hund? Hvis ja, vil vi meget gerne have kontaktoplysninger på den pågældende så hurtigt som muligt og senest den 15. marts.

Kontaktoplysninger på deltagere fra jeres klub eller spørgsmål sendes til Trine Blume på trbl@dkk.dk.HUSK oplysning om hundens race, samt eget navn og adresse.

Vil du være DKK mentalbeskriver

af Pia Paulsen - DKK - 27. januar 2015

Så er det nu! Dansk Kennel Klub uddanner mentalbeskrivere i foråret 2015.

I DKK arbejder vi for at få øget indsigt i hundens mentale egenskaber. Man ved, at hundens mentalitet er arvelig ligesom pelsfarve, højde og eksempelvis ørestilling er det. Mentalbeskrivelsen er således et vigtigt redskab bl.a. for specialklubber, opdrættere og hundeejere, der i praksis arbejder med racernes mentale egenskaber, som ønsker hjælp til at udvælge de mest egnede avlsdyr, og derfor ønsker at evaluere afkom og lære mere om den enkelte hund.

Som DKK mentalbeskriver arbejder du sammen med andre mentalbeskrivere, og på dagen indgår du i et team af 4 personer. Sammen tester og beskriver I de hunde, som er tilmeldt et mentalbeskrivelsesarrangement i en given specialklub. Som mentalbeskriver lærer du at teste og beskrive hunde af alle typer og racer. Du lærer en masse om adfærd og om at ”læse” og beskrive hunde i forskellige situationer. Du lærer også at udføre rollen som både figurant, beskriver og testleder.

Som DKK mentalbeskriver forventes det at du:
Er positiv og god til at samarbejde og kommunikere.
Er glad for hunde af alle typer - store som små.
Er rask og rørig, da det er et relativt fysisk krævende opgave at være beskriver.
Er mobil samt kan og vil køre til mentalbeskrivelsesarrangementer rundt omkring.
Er villig til at bruge adskillige weekender i perioden april-november til test af hunde.

Tid:
Uddannelsesdatoerne er følgende:
Grundkursus: Lørdag og søndag den 21.-22. marts 2015
Modul 1: Lørdag og søndag den 25.-26. april 2015
Modul 2: Lørdag og søndag den 30.-31. maj 2015


Sted:
Uddannelsesstedet er Skive Rottweiler/Schæferhundeklub, Jegstrupvej 10, 7800 Skive.
Det er en forudsætning, at du kan deltage på ALLE kursusdage for at gennemføre uddannelsen.

Pris: (følger prisen for øvrige kurser i DKK)
Basiskursus: kr. 600,-
Grundkursus: kr. 1.200,-
Modul 1: kr. 1.200,-
Modul 2: kr. 1.200,-

Forudsætninger og krav
For at deltage på uddannelsen skal du opfylde følgende krav:

1. Være medlem af DKK.
2. Have gennemført DKK’s basiskursus, der afholdes af DKK’s kredse (se http://www.dkk.dk/side.asp?ID=13014)
3. Indstilles til uddannelse af en specialklub.

Tilmelding til uddannelsen:
Er du interesseret i at blive uddannet som mentalbeskriver og deltage aktivt i mentalbeskrivelser i løbet af året, så kontakt din specialklub og bed dem indstille dig til denne uddannelse.
Indstillingsskema samt motiveret ansøgning skal fremsendes til udvalgssekretær Pia Paulsen på pipa@dkk.dk.
Tilmeldingen skal være os i hænde hurtigst muligt eller senest d. 1 marts 2015.

Vil du vide mere?
Vil du vide mere, så gå ind på Dansk Kennel Klubs hjemmeside www.dkk.dk og søg på ”mentalbeskrivelse”. Her kan du også se filmen om DKK´s mentalbeskrivelse, som er tilgængelig på Youtube og via DKK’s hjemmeside.
Du kan også kontakte udvalgssekretær for mentalbeskrivelsesudvalget Pia Paulsen på pipa@dkk.dk

Fremover er din udstillingskritik elektronisk

af DKK - 19. januar 2015

Dansk Kennel Klub (samt kredse og samarbejdende specialklubber) vil fra og med udstillingsåret 2015 gå over til et nyt system på udstillingerne, hvor hundens resultat og dommerens kritik bliver indtastet direkte i DKK’s registreringssystem, mens bedømmelserne foregår i ringene.
Kritikker og udstillingsresultater vil således være tilgængelige på resultatsiden på det offentlige www.hundeweb.dk samt på "Min Side", så snart racen er færdigbedømt i ringen.

Det vil sige, at man kan se resultatet og kritikken umiddelbart efter bedømmelsen, hvis man har medbragt en smartphone eller en tablet på udstillingen og har adgang til internettet.

Fremover vil det også være muligt at få tilsendt kritikken som en sms. Dette vil især være relevant for dem, som ikke har adgang til internettet via en smartphone eller en tablet.

Endelig kan man selvfølgelig også vente med at læse kritikken, til man er kommet hjem fra udstillingen.

Da kritikkerne registreres elektronisk og vil være tilgængelige på internettet, vil de ikke længere blive udleveret i papirform.

DKK glæder sig til at tage det ny system i brug, og vi håber, at deltagerne vil tage godt imod det ny system, som bl.a. betyder, at man ikke længere vil modtage kritikker, som er skrevet med håndskrift eller skrevet på de efterhånden temmelig gamle og slidte manuelle skrivemaskiner.

Ændringer i DKKs udstillingsreglement

af Jette Nielsen, Udstillingsafdelingen - 19-12-2014

Her et link til oversigten over ændringerne i DKK's udstillingsreglement pr. 1. januar 2015.
Link til ændringer: http://www.dkk.dk/xdoc/120/aendringer_pr_01-01-2015.pdf

Selve reglementet er lagt på DKK's hjemmeside (se nedenstående link).
Link til DKK's udstillingsreglement 2015: http://www.dkk.dk/xdoc/120/regler15.pdf

Den trykte version af reglerne vil være klar i løbet af januar 2015.

I ønskes en rigtig glædelig jul samt et godt nytår!

Nu kan man printe sit CACIB on-line

af Jette Nielsen, Udstillingsafdelingen, DKK - 1. april 2014

FCI meddeler i et nyhedsbrev, at de ikke længere udsender CACIB-kort.

I stedet er det nu muligt via deres hjemmeside www.fci.be at se CACIB-listerne fra de respektive internationale udstillinger samt at printe sit eget CACIB-kort (under punktet ”Results”).

Linket til siden er: http://www.fci.be/resultats/IB.aspx

Vær dog opmærksom på, at der kun vises resultater fra de udstillinger, som FCI har færdigbehandlet i forhold til bl.a. at afgøre, om reserve-CACIB’et træder i kraft.

(Den seneste danske udstilling er Ballerup 2013, så vi må forvente, der går ca. ½ år fra udstillingen er afholdt, ind til resultaterne er klar).

De resultater, der vises på siden, er CACIB-vinderne i hver race. Hvis FCI har bekræftet et reserve-CACIB, (som således er blevet ændret til et CACIB), vil dette også være med på listen.

Der bliver ikke ændret ved proceduren omkring ansøgning af det internationale championat.

Det vil stadig være muligt at ansøge om titlen ca. 2 måneder efter det sidst vundne CACIB, der udløser titlen.

Blanketten, der skal udfyldes til dette, findes på DKK’s hjemmeside og skal fremsendes til DKK, gerne sammen med kopi af CACIB-kort eller kritikker.

DKK på TV2 FRI

af Anne Orholt, DKK, 5. marts 2014

TV2 FRI – ”Frihuset”
TV 2 Fri er Danmarks nye fritidskanal med fokus på have, hobby, mad, gør-det-selv, bolig, vejr og meget mere. Ca. 1 gang om ugen gæster DKK’s adfærdskonsulent Lise Lotte Christensen som ”hundeekspert” programmet ”Frihuset”. Og det er her kredse- og specialklubber kommer ind i billedet!
Skriv til Lise Lotte Christensen, hvis I har en idé til en indslag om jeres race/racer, aktiviteter I har gang i, en sjov historie, en særlig præstation osv.

Vi har bl.a. vist og talt om: siberian husky for vogn, hundens pels og pelspleje på langhårsracer, et helt kuld schæferhvalpe – valg af hund, SKAT’s pengehund CASH (malinois), jagttræning med stående jagthunde, og i morgen, torsdag, kommer en masse mynder (hurtigt drivende jagthunde) på TV og viser lure coursing.

Vi vil gerne profilere jeres racer og aktiviteter - send de gode ideer til Lise Lotte på lich@dkk.dk

Læs om Frihuset: http://fri.tv2.dk/dyr-og-natur
Se sendetider: http://dk.timefor.tv/tv-guide/tv2-fri


Skyd ikke hunden-film
Tusindvis af hunde hvert år bliver enten aflivet eller overdraget til andre på grund af problemer, der relaterer til hundens adfærd - altså hundens måde at opføre sig på. Andre hunde mistrives i hjemmet, fordi de er misforståede eller fejlhåndterede.

Samtidig viser undersøgelser, at mange af ejerne ikke har søgt hjælp, før de skrider til aflivning.

Det er baggrunden for, at DKK – med støtte fra Fødevareministeriets dyrevelfærdspulje – har valgt at producere 10 korte videofilm til gratis brug på internettet.

Hjælp os med at sætte fokus på de nye film. Link gerne til dem på jeres hjemmesider.

http://www.dkk.dk/skydikkehunden

Hvis I vil linke til filmen ”Før du køber hund” – er linket her: http://www.dkk.dk/skalduhavehund


Filmene kan købes i DKK´s webshop, se mere her: http://shop.dansk-kennel-klub.dk
”Skyd ikke hunden” koster 50 kr.
”Skal du have hund”-dvd´en sælges pt. som specialtilbud i en sampak med ”Kender du en hund” og ”Kørekort til hund” – 3 dvd´er for 50 kr.
 

Myndigheder

af Formand - 15. januar 2014

Myndighed: Fødevarestyrelsen 

Der sker løbende ændringer af myndighedernes forvaltning af diverse regler på hundeområdet. Bl.a. er hele området med kontrol af erhvervsmæssigt opdræt (omfattende personer, som opdrætter tre eller flere kuld om året) inden for de sidste par år overgået fra Politiet til Fødevarestyrelsen. Politiet har ikke været ret aktive på området mht. at kontrollere, at bestemmelserne i nedenstående bekendtgørelser blev overholdt, men man kan måske forestille sig, at Fødevarestyrelsen, som har en anden tradition for at skulle forvalte tilsyn med landbrugsbedrifter, vil være mere aktive.


https://www.retsinformation.dk/Forms/R0710.aspx?id=2680   (Hovedbekendtgørelsen)

https://www.retsinformation.dk/Forms/R0710.aspx?id=129891   (Uddannelseskrav)

https://www.retsinformation.dk/forms/R0710.aspx?id=134266   (Pasningsvejledninger)

Der er ikke noget nyt i bekendtgørelserne, som ikke har været omtalt i HUNDEN og på DKK’s lovpligtige hundeholderuddannelse, men har man aldrig fået læst dem før, så er der en anledning til at gøre det nu.


--------------


Myndighed: Skat

På momsområdet er der hen over de seneste år sket en udvikling. I dag gælder for drift af hobbyvirksomhed, at der ofte ikke skal og heller ikke kan foretages momsregistrering, selv om omsætningen overstiger 50.000 kr. Det beror på et konkret vurdering hos Skat af virksomhedens omfang og intensitet, om momsregistrering kan/skal ske eller ikke. Kort, men ikke synderligt afklarende. Se evt. mere her http://skat.dk/SKAT.aspx?oId=1951353&chk=205447. Vi har forsøgt at samle bestemmelserne i vedhæftede lille notat.  (hent det her)


--------------


Myndighed:
Miljøstyrelsen 

Bemærk at reguleringen af, hvor mange hunde man må have i byzone (4 voksne hunde og disses hvalpe under 18 uger), afstandskrav til naboer o. lign. er reguleret i miljølovgivningen og ikke af ovenstående regler.

https://www.retsinformation.dk/Forms/R0710.aspx?id=141841   (Max. 4 voksne hunde)

https://www.retsinformation.dk/Forms/R0710.aspx?id=152378   (Over 4 voksne hunde)


----------------

N.B. Evt. spørgsmål til de forskellige regelsæt skal stilles til den ansvarlige myndighed – ikke til DKK. Men prøv at læse teksterne grundigt først og tal evt. med et par opdrætterkolleger, så vil de fleste spørgsmål formodentlig være løst.


Med venlig hilsen
DANSK KENNEL KLUB

Jens Glavind
Direktør