Etiske anbefalinger

for opdrættere i Klubben for Små Selskabshunde

Udover DKK's formelle regler vil KSS markere holdninger og aspekter vedrørende opdræt af hunde.

1.
Tæven bør min. være 15. måneder, når det første kuld fødes.

2.
Tæver over 8 år bør ikke anvendes i avlen.

3.
Tæven bør ikke parres oftere end i 2 på hinanden følgende løbetider. Derefter holdes en pause.
En tæve bør maksimalt have 5 kuld i sin levetid – og sidste kuld inden tæven fylder 8 år.
Det er dog muligt at tage kuld nr. 6 på en tæve, eller benytte en tæve på over 8 år i avl, hvis der sammen med registreringsanmeldelsen indsendes en dyrlægeattest på, at det er sundhedsmæssigt forsvarligt.
Det er opdrætterens ansvar, at tæven får passende pauser mellem kuldene.

4.
Enhver opdrætter bør være bevidst om, at hunden er egnet til avl, hvad angår mental og fysisk sundhed.

5.
Enhver opdrætter bør undersøge, om der er mentale eller fysiske sundhedsproblemer i racen og tage hensyn hertil ved valg af avlsdyr. Er der tvivl om hundens avlsegenskaber, da undgå avl.

6.
Opdrættere skal påtage sig ansvaret for, at hvalpene får en god opvækst. At hvalpene vokser op med en god kontakt til mennesker. Hvalpene bør præges godt, så de bliver gode familiehunde.

7.
Opdrætteren bør være omhyggelig med salg af hvalpe, således at hvalpekøbere på bedste måde har indtryk og forståelse for racen.

8.
Opdrætteren bør på bedste måde vejlede hvalpekøberen om det ansvar, de påtager sig ved køb af en hund. Derunder også de økonomiske omkostninger, der naturligt følger med. Om der er den fornødne tid og lyst til hunden. At det er de voksne, der har ansvaret for hunden. At hunde kan være godt selskab for børn, men ikke er legetøj.

9.
Opdrætteren bør på en positiv måde informere om KSS og DKK.

Anbefalingerne er revideret den 21. maj 2015